ARKEN

Med ARKENs beliggenhed ud til vandet ved Ishøj har de kulturelt forsømte vestlige forstadskommuner nu fået sin helt egen pendant til Nordsjællands Lousiana.

Den karakteristiske bygning er tegnet af den unge arkitekt Søren Robert Lund og minder mest af alt om en stor futuristisk floddamper, som har lagt sig til rette i nærheden af vandet.

I lighed med Lousiana koncentrerer man kræfterne om tiden efter 1945, men ARKEN fokuserer mere på det danske og nordiske end Louisiana. Der vises også en del international moderne kunst og udstillingerne er ofte kendetegnede ved at følge de internationale udstillingstendenser, samt ikke at vige tilbage for de mere kontroversielle kunstværker og temaer. Hovedvægten er lagt på maleri, fotografi, video og installation.

ARKEN har efterhånden fået sig en fin lille samling på 300 værker, hvor man især har koncentreret sig om moderne, nybrydende dansk og nordisk kunst. En del af samlingen hænger fremme, når man en gang årligt viser udvalg af den øvrige faste samling frem på udstillingen ARKENs Samling.

Det bærende udstillingsrum i den 9.200 kvm bygning er den 150 meter lange kunstakse. Rummets enorme dimensioner er imponerende, og i det hele taget er museet et besøg værd, hvis man blot er den mindste smule interesseret i moderne, eksperimenterende arkitektur. Gå endelig ikke glip af toiletterne, som er en lille kunstoplevelse i sig selv.

Ud over kunstsamlingen rummer lokalerne også en koncertsal samt en biograf. Her er der mulighed for at opleve musik, film og foredrag, som ofte vil have en forbindelse til de enkelte udstillinger.

ARKENs smukke café byder på en forrygende udsigt over Køge Bugt. Er du typen, der har badebukser med på museum, så er sandstrandene nedenfor museet også et besøg værd.

Læs mere om fotografering i KBH

Louisiana

Nogle kommer der på grund af de skiftende udstillingers internationale format, nogle kommer der på grund af den permanente udstillings ditto, og andre kommer på grund af naturen. Men alle, der bare er det mindste interesseret i moderne kunst, vender tilbage til Louisiana – Museum for moderne kunst.

Det er næsten blevet et moderne folkesagn, hvordan museets grundlægger, Knud W. Jensen, en skønne dag var på tur med sin hund og sprang over hegnet ind til den gamle herregård ved Humlebækken. I 1958 åbnede Knud W. Jensen dørene til Louisiana, der fra begyndelsen vakte opsigt med sit høje ambitionsniveau og sit fokus på den helt moderne kunst.

Her 40 år – og utallige minderige udstillinger og tilbygninger – senere står Louisiana solidt plantet som landets mest besøgte og mest internationalt anerkendte museum. Den faste udstilling rummer en del international kunst fra mellemkrigsårene, men museets tyngde ligger på kunsten efter 1945 med hovedværker af blandt andet Arp, Francis Bacon, Calder, Dubuffet, Max Ernst, Sam Francis, Giacometti, Kiefer, Henry Moore, Picasso, Rauschenberg og Warhol.

Et stort udstillingsrum ud til Humlebæk Sø er helliget en omfattende samling af Alberto Giacomettis skulpturer, mens Calders mobiler, der er blevet et af museets vartegn, svajer i vinden udenfor cafeen med den storslåede udsigt til Øresund. Parkens samling af skulpturer hører også til museets største aktiver.

Der arrangeres årligt seks til otte større specialudstillinger, hvortil der udgives kataloger – enten i form af museets eget tidsskrift eller som særkatalog. Museet rummer også et stort børnehus, en koncert- og foredragssal.

Det tager 35 minutter med tog fra Københavns Hovedbanegård til Humlebæk Station, og derfra er der en 15 minutters gåtur til museet. DSB sælger en kombineret tog- og Louisiana-billet til nedsat pris.

Fotograf Hjemmesider KBH

Charlottenborg Udstillingsbygning 

I de højloftede, lyse lokaler ved siden af Nyhavn kan man opleve skiftende udstillinger af dansk og international nutidskunst.

Hvert år kan man opleve Charlottenborg Fondens Forårsudstilling. På denne censurerede udstilling kan alle håbefulde kunstnere, unge som ældre, søge om at deltage. Kun en lille del af de mange indsendte værker slipper igennem udvælgelseskomiteens nåleøje, og udstillingen giver altid et godt praj om, hvad der rører sig på den danske kunstscene lige nu. Om efteråret gælder det Charlottenborgs Efterårsudstilling. De udstillende kunstnere er anerkendte og veletablerede og inviteres til at deltage.

Kunstnersammenslutningerne Grønningen, Corner samt Den Gyldne udstiller ligeledes hvert år i de smukke lokaler, ligesom udstillingsbygningen selv arrangerer skiftende udstillinger med både danske og udenlandske kunstnere.

Udstillingsbygningen blev opført bag Kunstakademiet i 1883 efter initiativ fra en række kunstnere. I 1980 overgik bygningen til Kulturministeriet, men udstillingsbygningen drives stadig af en bestyrelse bestående af fem kunstnere.

Copenhagen Art Gallery 

Copenhagen Art Gallery er lokaliseret i en nyrestaureret bygning fra 1700-tallet i det centrale København. Disse smukke omgivelser danner rammen om galleriets farvestrålende udstillinger, der strækker sig fra abstrakt ekspressionisme til nyrealisme.

Der er tale om en mellemting mellem et galleri og en kunsthal, og de skiftende udstillinger i de 150 km2 store lokaler er således sammensat af et udvalg af mange forskellige kunstneres værker. Der er ikke tale om fast tilknyttede kunstnere, og stedets speciale ligger inden for nutidig skandinavisk kunst med moderne danske kunstnere som blandt andre Jan Wessel, Poul Janus Ipsen, Peter Nyborg og Bent Holstein.

Ud over de faste åbningstider onsdag og fredag kan man træffe særlige aftaler ved at ringe i forvejen.

Den Sorte Diamant – Det Kongelige Bibliotek 

Den Sorte Diamant er det officielle kælenavn for Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning, og for dem, der er endnu mere forelskede i dette smukke stykke arkitektur, hedder den bare Diamanten.

Brat som en bjergvæg, og skinnende sort som en magisk sten, ligger bygningen pludselig der på havnefronten, og reflekterer lyset fra solen og vandet som en kæmpe diamant. Et lokkende og komplekst ydre, der både virker bastant nok til at være en fæstning over århundreders danske kulturhistorie på skrift, og samtidig har denne fantastiske og flimrende overflade og modtagelighed for lyset, det ældgamle symbol på generationernes jagt efter mere viden og nye sandheder.

Arkitektur, materialer og Per Kirkeby
Den nye tilbygning til Det Kongelige Bibliotek er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen. Byggeriet har stået på siden 1996, og Diamanten har allerede vakt opsigt som et stykke dansk arkitektur i international klasse. Det skæve hus er beklædt med højglanspoleret sort granit fra Zimbabwe, og materialerne indendørs er silkebeton, glas, stål, lys ahorn og “blue oyster” sandsten fra Portugal. Over indgangen til læsesal og udlån ses kunstneren Per Kirkebys enorme loftsmaleri på mere end 200 kvadratmeter, en god organisk kontrast til den imponerende udsigt gennem “Skåret” i stål og glas, der med sine 24 meters frit fald og udsigt op gennem glasloftet tager pusten fra de fleste.

Koncertsal, receptioner og restaurant
Pladsen foran Diamanten er døbt Søren Kierkegaards Plads, og det var også på tide, at Danmarks eneste verdensberømte filosof kom til at lægge navn til en offentlig plads, når man tænker på alle de ligegyldige borgmestre, der har fået opkaldt pladser og alleer efter sig.

Ved Søren Kierkegaards Plads findes den nye hovedindgang til Det Kongelige Bibliotek, og her ligger billetkontoret, toiletterne, garderoben og en boghandel, som ud over almindelig litteratur, også sælger et udvalg af bibliotekets egne publikationer. Til højre for hovedindgangen ligger et foyerområde med udsigt over havnen, der lejes ud til private formål, for eksempel receptioner med plads til op mod 600 gæster.

I modsatte ende ligger Dronningesalen, som udlejes til arrangementer med rytmisk og klassisk musik, samt foredrag og konferencer. Salen har 400 siddepladser.

Fra forhallen er der også adgang til restauranten Søren K, som er forpagtet af folkene bag det kendte rock- og spisested Rust på Nørrebro.

Et rullende fortov fører op gennem atriet til selve biblioteket, hvor læsesale, udlån og information står klar til at betjene bibliotekets 250.000 årlige lånere.

Læsesalen
Læsesalen har 400 pladser med en pc’er til hvert bord. Udsigten ned gennem atriet, hvor vandet fra havnen spejles og reflekteres i de store glaspartier, er i sig selv nok til at aflede koncentrationen fra ethvert studie, men forhåbentlig virker den også åndeligt inspirerende.

Via rotunden i forhallen er der adgang til kælderetagen, og her findes:

  • Søjlehallen: Her vises skiftende udstillinger med kulturhistoriske temaer, ofte på grundlag af bibliotekets egne samlinger. Nogle af disse udstillinger bliver også sendt rundt i landet som plancheudstillinger. Den første udstilling er dansk og europæisk bogkunst fra 800-tallet til den sene middelalder, og udstillingen hedder Levende ord og lysende billeder
  • Det Nationale Fotomuseum: Museet blev stiftet i 1996, og rummer cirka 25.000 fotografiske kunstværker fra 1839 og frem til i dag. Der er tale om et bredt udsnit af såvel dansk som international fotohistorie. Der vises særudstillinger og skiftende ophængninger fra museets permanente samling.

På første sal findes mødelokaler, booking og Galleriet:

  • Skatkammeret eller Galleriet: Her udstilles sjældne manuskripter af for eksempel Karen Blixen og Søren Kierkegaard. Derfor er Galleriet bibliotekets skatkammer. Det lille tætte rum er med til at øge mystikken og spændingen, når gæsterne præsenteres for den nationale kulturarv med manuskripter, noder, billeder og værker af kendte og mindre kendte forfattere og kulturpersonligheder.

Det Nationale Fotomuseum

Det Nationale Fotomuseum blev stiftet i 1996. Men da det bor midt i den imponerende Sorte Diamant åbnede de først for udstillinger i 1999 med åbningen af Det Kongelige Bibliotek. Indgangen til museet er centralt placeret midt i den overvældende foyer, selve udstillingslokalerne finder man nede i kælderen. 

Det Nationale Fotomuseum tæller ca. 25.000 fotografiske kunstværker fra 1839 og frem til i dag. Altså dækkende hele fotografiets historie fra de allerførste og frem til de seneste tendenser i samtidskunsten. En samling og institution der ikke bare har givet fotointeresserede københavnere et lokalt alternativ til Fotografisk center – de har fået landets bedste fotomuseum, som indtil sidste år lå i Odense (Museet for Fotokunst i Brandts Klædefabrik). 

På trods af den “nationale” benævnelse er der tale om et bredt udsnit af såvel dansk som international fotohistorie. Det gjorde især åbningsudstillingen Fra det skjulte opmærksom på ved at vise et udvalg af de sidste 10 års indkøb og gaver – Nan Goldin, Thomas Ruff, Andreas Gursky, Larry Klein, Olafur Eliasson, Per Bak Jensen var blandt det imponerende udvalg af samtidsfotografer, de havde købt værker af. Museet har altså i løbet af 90’erne oparbejdet en interessant samling af samtidsfotografier – danske som udenlandske.

Og det er især det internationale og samtidsorienterede fotografi, der er blevet fokuseret på i den første håndfuld af udstillinger. Udover åbningsudstillingen repræsenterede både Candida Höfer og Tracey Moffat’s udstillinger de seneste internationale tendenser idenfor fotografiet. Der vises altså både særudstillinger (som de to ovennævnte) og skiftende ophængninger fra museets permanente samling – som f.eks. udstillingerne Gennem tidernes øjeblik og Jesper Høm – fotografier fra 1950’erne og 1960’erne.

Hils på de professionelle fotografer i København

Udstillinger kører oftest i 2-3 måneder og på samme adgangsbillet kan man også se Museet for Dansk Bladtegning og Søjlehallens hyppigere skiftende udstillinger. Søjlehallen arrangerer kulturhistoriske temaudstillinger med udgangspunkt i bibliotekets egne samlinger. 

Fundamentet til den enorme fotosamling skal udover ovennævnte indkøb findes i kort- og billedafdelingen, hvor man på et tidspunkt fandt en stor mængde billeder af fotohistorisk interesse. Det er denne gren eller underafdeling af kort- og billedafdelingen som i dag er blevet til Det Nationale Fotomuseums væsentlige samling.

Fotografering under Coronavirus

Fotografisk Center 

Fotografisk Center ligger i Kunstforeningens hus på Gammel Strand, og dets formål er at udbrede kendskabet til kunstfotografi i Danmark. Siden åbningen i 1996 er det da også blevet til mere end 50 udstillinger med både danske og udenlandske fotografer af høj kvalitet. Man udstiller både klassisk og nyere fotografi.

Centret rummer udover udstillingslokaler også en boghandel, et forlag samt projektet Det Digitale Rum.

Udstillingslokalerne er på mellem 150-200 km2, og her vises der 8-10 årlige udstillinger. Der er tale om både separat- og gruppeudstillinger. Nogle udstillinger som for eksempel Årets Pressefoto samt Ung Dansk Fotografi er årligt tilbagevendende.

Boghandelen, som tidligere lå i kælderen, er nu flyttet ovenpå og er blevet en del af udstillingslokalerne. Her finder man et pænt udvalg af diverse fotolitteratur: tidligere udstillingskataloger, tidsskrifter, teoretiske bøger samt monografier.

Skal i giftes i København??? Book bryllupsfotograf i god tid

Det Digitale Rum åbnede for offentligheden i maj 2000 og er støttet af Kulturministeriets Udviklingsfond. Der er tale om et digitalt værksted, en slags mediecenter for fotografer og andre, som er interesseret i at arbejde med fotografisk baseret digital kunst. Projektet er, ligesom centret selv, non-kommercielt, og mod et mindre beløb stiller man et antal avancerede computere, fotoscannere og andet udstyr til rådighed. En gang om året inddrages projektet i en udstilling i centret.

Frederiks Bastion 

Frederiks Bastion blev i 1744 opført som en del af Københavns Søfæstning og blev dengang anvendt til at opmagasinere krudt og ammunition. I dag er Frederiks Bastion en unik udstillingsbygning, der koncentrerer sig om både nordisk og international kunst. 

Bygningens smukke omgivelser og beliggenhed med udsigt over kanalen mod Holmen gør stedet specielt og særdeles velegnet til kunstudstillinger af forskellig art. Udstillingernes genrer spænder vidt med kunst indenfor maleri og eksperimenterende installation. Der er især fokus på mødet mellem forskellige kulturer, og på de seks årlige udstillinger vises der nutidig kunst af danske, nordiske og internationale kunstnere.

Bygningen er ligeledes base for et netværk af nordiske kunstnere, som kan udveksle erfaringer og ideer i det tilhørende Kunstneriske Laboratorium. 

Ud over kunstudstillinger fungerer Frederiks Bastion også som kulturelt center for arrangementer som koncerter, lyrikoplæsninger og lignende. Bastionens tilhørende cafe serverer varme og kolde drikke samt dagens kage, og i sommerperioden er det muligt at nyde sin kaffe udendørs med udsigt over vandet.

Læs mere fra København her: